Mig og min familie

Mit liv i Tyskland er i stor stil præget af den tyske kultur. Jeg kommer fra en tyrkisk familie, men er født og opvokset i Tyskland. Jeg bor her i Tyskland med min mand, som mine forældre endnu ikke har mødt. Der skete så det, at jeg blev gravid uden for ægteskab – mine forældre lever efter den tyrkiske kultur, og derfor forventer jeg ikke at de vil tage nyheden pænt. Vi må se hvad der sker… Min mand og jeg besluttede os for at holde min graviditet hemmelig, indtil det ikke kunne skjules mere. Uger senere, fortalte vi dem nyheden og de tog det faktisk ret pænt!

 Derudover har jeg fire søstre og to brødre – vi er alle sammen forskellige og lever livet på vores egen måde. Her har vi fx min søster Gönül, som lever et spirituelt og mest tyrkisk liv. Hun bærer tørklæde og har to døtre som derimod ikke bruger tørklæde og den ældste af dem har taget deres studentereksamen. Selvom Gönül hælder mest til den tyrkiske kultur, tillader hun alligevel sine døtre et tysk/tyrkisk liv, da de nu lever i Tyskland. Fatma, som er min anden søster, er også født i Tyskland. Fatma arbejder ikke, da hun gerne vil være hjemme når hendes børn kommer fra skole. Hun lever som var hun en tysker; altså går hun ud med vennerne, drikker alkohol osv. Så derudfra kan jeg med sikkerhed sige, at vi er alle meget forskellige og lever efter forskellige kulturer, selvom at vi kommer fra den samme familie og de samme forældre.

Mine forældre har fra en tidlig alder været nødt til at acceptere mine, og mine søskendes, valg om at leve mere som tyskere end tyrkere. Dog har der været en grænse om hvor vidt vi har måtte gå. I dag har vi fået løsere tøjler, hvilket vil sige, at vores forældre ikke er så strikte med vores kulturvalg. Jeg har integreret mig som tysker, og taler derfor kun tyrkisk i hjemmet med min datter. Vores henblik er, at lære vores datter snakke tysk og tyrkisk – altså at hun bliver tosproget. Ved at gøre dette, er hun i stand til at snakke tyrkisk med hendes tyrkiske del af familien, men samtidigt kan kommunikere med tyskere i dagligdagen.

Vi respekterer alle hinanden trods de skeptiske holdninger til hinandens normer. Vi laver ingen store familiedramaer ud af ingenting, da dette ikke ligger nær os. Vi er jo både tyskere og tyrkere - vi lægger mellem de to kulturer og har det fint med vores beslutning.

Hofstedes kulturdimensioner

For at få en kulturforståelse har jeg prøvet at sætte mig og min familie ind i Hofstedes kulturdimensioner.

           Magtdistance 

I min familie er gør vi brug af både den lille- og store magtdistance. Mine forældre er ’tilhængere’ af dem begge; de respekterer mine valg i livet samt hvilken kultur jeg hælder mest til, men samtidigt vil de ikke have at jeg slipper den tyrkiske kultur helt. I den tyrkiske kultur er kvindens job fx at gå hjemme og passe børn, men dette afviger jeg fra. Mine forældre følger den tyrkiske tro/ kultur og vil gerne have at jeg følger dem, men de giver mig plads til at kunne leve efter mine egne behov og efter min ’anden’ kultur.

        Individualisme/ kollektivisme

Jeg tager vare på mig selv og min familie (min mand og datter). Jeg er indbegrebet af individualisme! Jeg er selvfølgelig tæt med mine forældre og mine tyrkiske rødder, men jeg lever mit selvvalgte liv i Tyskland med andre normer end mine forældres. Derimod tilhører mine forældre kollektivismen – de mener at jeg skal følge den tyrkiske tro og være i det samme fællesskab som resten af min familie. De mener, at jeg skal tage vare på en langt større gruppe, altså mine rødder, og at interesserne her er højere sat end mine egne behov.

 

Maskulinitet/ femininitet

Jeg og mine søskende vælger selv om vi vil arbejde og hvordan vi generelt vil leve livet. Vi lever efter femininitet (kulturteorien), som omhandler at mænd og kvinder er ligeberettiget og kønnene spiller ingen stor rolle. Mine forældre lever efter kulturteorien maskulinitet, som betyder at der ingen ligestilling er mellem kønnene, og at mændene skal arbejde. Kvindernes rolle er i hjemmet hvor de her skal gøre rent og tage sig af børnene.

Struktureringsbehov

Jeg ser ikke de tyrkiske normer som vigtigt, da jeg nu hælder til den tyske kultur. Jeg har, og gør stadig, indrettet mig efter den tyske kultur og lægger det tyrkiske bag mig (assimilation). Jeg er et eksempel på det lave struktureringsbehov. Derimod er mine forældre meget tyrkiske i den forstand. De følger normerne og vil samtidigt gerne have at jeg følger dem. Dette ser de som det mest rigtige.

Er jeg tyrker eller tysker? Eller begge dele?

For at være ærligt føler jeg mig mest som tysker. Her adskiller jeg mig fra min familie, som føler sig mest som tyrkere. Af og til kan jeg godt fornemme på min familie, at de har svært ved at forstå den måde jeg gør tingene på. Min mor kan for eksempel ikke forstå, at jeg har valgt at arbejde, selvom min datter er så lille.

Mine forældre finder det også underligt, at min mand og jeg, både lære vores datter tysk og tyrkisk, når vi efter deres opfattelse begge er tyrkere. Stod det til dem, burde vi kun lære hende tyrkisk, da det er hendes forældres modersmål.

Da jeg blev gravid, gemte jeg barnet, fordi jeg var bange for mine forældres reaktion.  I Tyrkiet er det normen, at man gifter sig og først derefter stifter familie.

Heldigvis reagerede mine forældre bedre end forventet, da jeg fortalte dem, at jeg var gravid, fordi de inderst inde godt ved, at jeg er mere tysker end tyrker og at jeg derfor har et andet livssyn. Min familie og jeg er ikke helt enige i hinandens måder at leve livet på, men vi har lært at både respektere og acceptere hinandens forskellige livsstilsformer.

”Jeg har lagt alt tyrkiske bag mig”

For nogle familier er det vigtigt at holde 100% fast sine rødder, og på den måde ikke integrere sig. Dette kan medføre, at der opstår segregation. Der er også familier, der er fuldt ud interesseret i at blive en del af deres nye samfund men samtidig  gerne vil beholde enkelte traditioner fra deres forhenværende kultur.  Dette kaldes pluralistisk integration. Til sidst er der folk der bestemmer sig for at inddrage sig 100% i deres nye samfund og deres nye samfunds kultur. Dette kaldes assimilation, de assimilere sig.

Fordi jeg mener jeg har lagt min tyrkiske baggrund bag mig, vil det sige jeg har assimileret mig. Jeg har valgt at tilpasse mig den tyske kultur og indordnet mig efter deres retningslinjer og normer. Det har fungeret bedst for mig og min nystiftede familie.

Mine forældre har  derimod integreret sig pluralistisk, fordi de accepterer os, deres børn’s valg , men er stadigvæk er skeptiske, da de gerne vil holde fast i den tyrkiske kultur.

Som følte barn følte jeg, at jeg ikke fik lov til at være som de andre jævnaldrende. F. eks. nævner jeg i mit interview med avisen Spiegel, at jeg blev behandlet anderledes til børnefødselsdage, fordi jeg ikke spiste de samme ting som de andre. Dermed har jeg erfaring med at være tyrkisk barn i Tyskland og fordi jeg ved at det ikke er rart som barn, at blive behandlet anderledes, valgte jeg at opdrage min datter tysk, så hun ikke ende i den samme situation. Det er også med til at gøre mig til en mønsterbryder, fordi jeg med min tyske livsstil skiller mig ud fra min familie. I modsætning til min mor, har jeg brug for frirum og vil gerne beholde sin selvstændighed. Derfor betragter mange tyrkere (specielt min mor)  mig som en moderne kvinde. 

Konklusion

Jeg kan altså konkludere at folk generelt har mange fordomme overfor folk med anden etnisk baggrund, hvilket jeg selv er et eksempel på ser et eksempel. Det fremgik for mig i forbindelse med min graviditet hvor mine forældre faktisk reagerede meget positivt og afslappet omkring hele situationen i forhold til hvad jeg havde frygtet. Ud fra min analyse kan jeg derudover konkludere at Hofstedes kulturdimensioner kan benyttes til at give et overblik over min og andres situation som tysk-tyrker. Det viser at det er muligt for immigranter at assimilere sig, men som min familie også er et godt eksempel på, er at folk meget forskellige til at integrere og det er op til individet selv at vælge hvor meget af den nye kultur man vil tage til sig