Er jeg tyrker eller tysker? Eller begge dele?

For at være ærligt føler jeg mig mest som tysker. Her adskiller jeg mig fra min familie, som føler sig mest som tyrkere. Af og til kan jeg godt fornemme på min familie, at de har svært ved at forstå den måde jeg gør tingene på. Min mor kan for eksempel ikke forstå, at jeg har valgt at arbejde, selvom min datter er så lille.

Mine forældre finder det også underligt, at min mand og jeg, både lære vores datter tysk og tyrkisk, når vi efter deres opfattelse begge er tyrkere. Stod det til dem, burde vi kun lære hende tyrkisk, da det er hendes forældres modersmål.

Da jeg blev gravid, gemte jeg barnet, fordi jeg var bange for mine forældres reaktion.  I Tyrkiet er det normen, at man gifter sig og først derefter stifter familie.

Heldigvis reagerede mine forældre bedre end forventet, da jeg fortalte dem, at jeg var gravid, fordi de inderst inde godt ved, at jeg er mere tysker end tyrker og at jeg derfor har et andet livssyn. Min familie og jeg er ikke helt enige i hinandens måder at leve livet på, men vi har lært at både respektere og acceptere hinandens forskellige livsstilsformer.

”Jeg har lagt alt tyrkiske bag mig”

For nogle familier er det vigtigt at holde 100% fast sine rødder, og på den måde ikke integrere sig. Dette kan medføre, at der opstår segregation. Der er også familier, der er fuldt ud interesseret i at blive en del af deres nye samfund men samtidig  gerne vil beholde enkelte traditioner fra deres forhenværende kultur.  Dette kaldes pluralistisk integration. Til sidst er der folk der bestemmer sig for at inddrage sig 100% i deres nye samfund og deres nye samfunds kultur. Dette kaldes assimilation, de assimilere sig.

Fordi jeg mener jeg har lagt min tyrkiske baggrund bag mig, vil det sige jeg har assimileret mig. Jeg har valgt at tilpasse mig den tyske kultur og indordnet mig efter deres retningslinjer og normer. Det har fungeret bedst for mig og min nystiftede familie.

Mine forældre har  derimod integreret sig pluralistisk, fordi de accepterer os, deres børn’s valg , men er stadigvæk er skeptiske, da de gerne vil holde fast i den tyrkiske kultur.

Som følte barn følte jeg, at jeg ikke fik lov til at være som de andre jævnaldrende. F. eks. nævner jeg i mit interview med avisen Spiegel, at jeg blev behandlet anderledes til børnefødselsdage, fordi jeg ikke spiste de samme ting som de andre. Dermed har jeg erfaring med at være tyrkisk barn i Tyskland og fordi jeg ved at det ikke er rart som barn, at blive behandlet anderledes, valgte jeg at opdrage min datter tysk, så hun ikke ende i den samme situation. Det er også med til at gøre mig til en mønsterbryder, fordi jeg med min tyske livsstil skiller mig ud fra min familie. I modsætning til min mor, har jeg brug for frirum og vil gerne beholde sin selvstændighed. Derfor betragter mange tyrkere (specielt min mor)  mig som en moderne kvinde.